Et tandimplantat er en behandlingsmulighed, hvis du mangler en eller flere tænder. Et tandimplantat er en lille skrue af materialet titanium, der placeres i kæbeknoglen i stedet for den manglende tandrod. Implantatet vokser efter to til tre måneder fast i kæbeknoglen og sidder nu som en fastsiddende, kunstig tandrod en ny tand kan sættes fast på.
Det kan lade sig gøre at erstatte en eller flere tænder på denne måde, ligesom man kan fæstne en løs protese med tandimplantater. Implantatet placeres under lokalbedøvelse ved et lille og skånsomt operativt indgreb i kæbeknoglen. Efter indgrebet vil man føle intet eller minimalt ubehag.
Næsten alle kan få foretaget implantatbehandlinger – unge såvel som ældre. Der kan dog være forhold hos den enkelte, der gør, at en implantatbehandling ikke altid er en god løsning. En grundig undersøgelse hos tandlægen vil derfor afgøre, om det er den rette behandling for dig. Vi har ved Tandlægerne i Biesgade stor erfaring i alle former for implantatbehandlinger og kan derfor rådgive den enkelte patient, når denne behandling er en mulighed. Vi benytter udelukkende anerkendte og veldokumenterede kvalitetsimplantater fra Schweiz på klinikken.
Tandlæge, ph.d. Kristian Andersen har mange års klinisk og forskningsmæssig erfaring med implantatbehandlinger fra Aarhus Universitetshospital og har desuden undervist på Tandlægeskolen i Aarhus.